Skip to main content

OrkesterMester

OrkesterMester – Musikalsk fællesskab for alle

OrkesterMester er et landsdækkende initiativ, der bringer klassiske skoleorkestre ud på skoler, hvor der ikke i forvejen er et. På Den Kreative Skole i Fredericia er vi stolte af at være en del af dette inspirerende projekt, der åbner dørene til musikkens verden for hele skoleklasser.

Formålet med OrkesterMester er at skabe selvtillid, fællesskab, spilleglæde og stolthed – både blandt børnene selv og i deres familier, skoler og lokalsamfund.

Gennem orkesterspil arbejder vi for at:

  • styrke børns musikalske og instrumentale færdigheder,
  • bidrage til et levende og inkluderende musikmiljø lokalt,
  • vække fantasi, fordybelse og nysgerrighed med musikken som ramme,
  • give børn tillid til egne evner gennem oplevelsen af at mestre et instrument sammen med andre.

Hele klasser spiller sammen

OrkesterMester bygger på idéen om, at alle børn kan være med – derfor deltager hele skoleklasser i forløbet. Det kræver en fælles indsats og investering fra kommunen, og projektet forankres i tæt samarbejde mellem musikskolen, folkeskolen og den kommunale forvaltning. Der tages bl.a. højde for lærertimer, undervisningsmaterialer og egnede lokaler.

Unikt i Fredericia

I Fredericia har vi 3 skoler som deltager i OrkesterMester. De er forankret ind i det lokale amatørmusik miljø. Kirstinebjergskolen afd. Bøgeskov er i et samarbejde med Fredericia Byorkester. Ullerupbækskolen afd. Skjoldborgvej med Christians kirkens drenge og mandskor og Erritsø Fællesskole afd. Højmosen i et tæt samarbejde med 6. juligarden.

Samarbejde med landets førende orkestre

OrkesterMester samarbejder med nogle af Danmarks mest anerkendte symfoniorkestre – herunder DR Symfoniorkestret, Cph Phil, Odense Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester – hvilket giver børnene mulighed for at møde professionelle musikere og få unikke oplevelser med klassisk musik.